Ulver Wolf & Man
Da Trolddomen bleff heved - & need Paa Jorden han sveved: Da som nu Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevegelse saa stoor at nesten Dend vaer Smerte Medens han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed forst: I Liivets ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde folt I Ulvens Liiv De treller under ham Med at troskyldig Sind Fryckter ham, Een Krafft aff sand Natur, Som Sanser uden Selfbedrag Han gliider useet blandt dem, streifer I sit Jag Lig Kveldens Farver, Nattens Aandedrag For ingen Guderost hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede Demon, Phantom & Varulv Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde End han - I hans Hierteen Affgrund tung Som det sorte Hav Der eldsker sine Dyb Der - Sammenkroget I Vintrens Bund Felder han al deris Glede, Liiv, Mod & Haab Maanen, stiigende paanye, Hilser ham fra en sunken Himmel ...Oc ved den lydende Midnattssalme Som Fryckt I Natten vever Skald de ffromme atter falme
