Ulver Vi. Wolf & Passion
Uden Sorrig for det, som svandt Han drager paa nye & farlig Færd Hans eeneste Sorrig være at han intet fandt Som vaer een Taare værdt Til han Medynk saae I hendes Øine, der alt Lius vaer tendt Der al Glæde snart vaer endt Slig een Pige hellig, vacker Det brustne Blik flacker Hun kiændte Haabet brast Han viiger for hendes Blik Med een smertelig Mystik Fylder hende med Hiærtenskiær Men hendes Ild ligger sort & død Ondskab qvalte hver een Glød Dend hviide Gloe, dend slukte han Men dend ha'r skabt een mæcktig Brand Aff Had & Elskov & tungsindigt Haab Nyfødt bæres Maanen frem Ofver det Sind som her bleff røfved Aff dend mørcke, Magi paa hende øfved Med rædde Skrit. mod ham - dybt berørt: Hun: "Du diefvlens Sendebud, som bærer Fryckt fra Mand til Brud, Du Menskehadets reene Styrkedrik, Du næring for min Siæl, som dør; Gaae ey bort, o Skygge, før Ieg viiser Kiændsler som ieg hafvde Angst For at nære før ieg bleff din Fangst"
