Ulver Iv. Wolf & Man
Da Trolddommen bleff hæved - & need Paa Jorden han svæved: Da som nu Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevægelse saa stoor at næesten dend vaer Smerte - Medens han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed først: I Liivets ydre vaer der intent Skifte Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv De træller under ham med et troskyldig Sind Fryckter ham, Een Krafft aff sand Natur, Som Sanser uden Selfbedrag Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag For ingen Guderøst hafver nogensiden Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede Dæmon, Phantom & Varulv Vaer kund Naffn paa det de selv aldrig kunde finde End han - I hans Hiærte: Een affgrund tung Som det sorte Hav Der eldsker sine Dyb Der - Sammenkrøget I Vintrens Bund Fælder han al deris Glæde, Liiv, Mod & Haab Maanen, stiigende paanye, Hilser ham fra en sunken Himmel ..Oc ved den lydende Midnatssalme Som Fryckt i Natten væver Skald de fromme atter falme
