Uden Sorrig for det, som svandt
Han drager paa nyefarlig Ferd
Hans eeneste Sorrig vere at han intet fandt
Som vaer een Taare verdt

Til han Medynk saae
I hendes oine, der alt Lius vaer tendt
Der al Glede snart vaer endt
Slig een Pige hellig, vacker
Det brustne Blik flacker
Hun kiendte Haabet brast

Han viiger for bendes Blik
Med een smertelig Mystik
Fylder hende mod Hiertenskier

Med hendes Ild ligger sortdod
Ondskab qvalte hver een Glod
Dend hviide Gloe, dend slukte han
Men dend ha'r skabt een mecktig Brand
Aff Had & Elskov & tungindigt Haab

Nyfodt beres Maanen Frem
Ofver det Sind som her bleff rofved
Aff dend morcke,
Magi paa hende ofved

Med redde Skrit. mod ham -
Dybt berort:

"Du Diefvlens Sendebud,
som berer Fryckt fra Mand til Brud,
Du Menskehadets reene Styrkedrik,
Du nering for min Siel, som dor;
Gaae ey bort, o Skygge, for
Ieg viiser Kiendsler som ieg hafvde Angst
For at nere for ieg bleff din Fangst"